Lauras Efterfødselsreaktion

Efterfødselsreaktion

Klokken 16.04 d. 20. juli 2022 kom Karen til verden på den næstvarmeste dag i Danmarkshistorien. Vidunderligt. Magisk. Livsændrende. En smuk fødsel og en god oplevelse for alle parter. Karen blev tjekket, jeg blev tjekket: alt var godt. Og jeg havde kun behov for et par enkelte sting.

Efter et par dage på barselsgangen kom vi hjem til vores hus i Ringsted. Hjem til et kæmpe renoveringskaos, fordi vi var i gang med at totalrenovere vores hus, som vi havde købt 10 måneder forinden. Og hjem til det hjem vi ikke havde været i siden, det bare var mig og Morten. Nu var vi pludselig en lille familie på 3. Vi havde fået en ny beboer med hjem, som vi med ét skulle finde ud af, hvordan vi tog os af. Jeg er uddannet sygeplejerske og har i mange år arbejdet som børnesygeplejerske. Men at få mit eget barn og at blive nogens mor: det var alt andet, end noget jeg var uddannet i.

Morten er uddannet murer og DET er alt andet end at være uddannet i småbørn. Det vigtigste job i vores liv stod vi og var ikke uddannet til, men skulle lære hen ad vejen. Og det gjorde vi. Og hold kæft hvor gjorde vi det godt. Vi udgjorde et SKIDEgodt team. Amningen kørte. Karen havde det vidunderligt. Ugerne gik, og vi begyndte at falde til på vores nye “job”. Morten startede på arbejde igen, og jeg trissede rundt alene derhjemme med Karen. Selvfølgelig havde vi vores udfordringer, men ikke noget udover det sædvanlige. 7 uger efter hendes fødsel d. 6. september skulle vi en tur forbi Holbæk Hospital til et tjek af hendes hofter. Ikke fordi der var noget der tydede på, at hendes hofter fejlede noget, men fordi Morten som barn havde hoftedysplasi, og der er en vis grad af arvelighed i det. Så for en sikkerheds skyld skulle det tjekkes. “No problem! Den klarer vi også” tænkte jeg inden afgang. Og jeg var så sikker i min sag, at jeg tog afsted til hospitalet med Karen alene. Men til vores store overraskelse, selvom vi selvfølgelig vidste, der var en risiko, fik vi efter ultralydsscanningen beskeden om, at Karen havde dobbeltsidig hoftedysplasi. Dette betød i praksis, at hendes lårbenshoved kunne glide ind og ud af hofteskålen og uden behandling, ville hun kunne ende med en masse hofteproblemer senere i livet. Så beskeden blev, at hun i 6 uger skulle i en skinne, som placerede hendes hofter i en “frøstilling”. Skinnen måtte kun komme af ved bleskift og bad.

Selvom vi var glade for, at hoftedysplasien blev opdaget, og at hun hurtigt kom i behandling, blødte mit hjerte. Jeg oplevede, at hun var plaget af skinnen. Om det mest af alt handlede om mine følelser, eller om hun reelt VAR påvirket, var svært at vide. Og JEG var plaget af skinnen. Jeg var plaget af hun var så “stor” og bære rundt på. At hun ikke kunne sprælle med benene, som hun ville. Alt det praktiske der fulgte med at have skinnen på. Og at jeg følte, min datter var anderledes end alle andre babyer, vi mødte på vores vej. Da vi skulle til tjek 6 uger efter, havde jeg en mavefornemmelse, der sagde mig, at skinnen ikke kom af. Ikke at jeg havde noget at have det i, for normalvis kom den af efter 6 uger. Og rigtigt nok: “Hun skal desværre have skinnen på lidt endnu” sagde lægen, imens han scannede Karen. Og tårerne løb ned ad mine kinder. “Men som børnesygeplejerske ved du også, at din datter kunne fejle en masse ting, der ville være så meget værre…” sagde han også. Og det havde han selvfølgelig ret i. Men det gjorde det ikke nemmere i øjeblikket. Karens hofter havde responderet på skinnen. Men ikke helt, som de gerne ville have. Så Karen blev skinnen rigere i yderligere 3 uger. Selvfølgelig var vi heldige. Men sådan synes jeg det kan være svært at gøre ting op. For selvfølgelig var vi taknemmelige for, at vi havde en ellers sund og rask lille pige. Men alligevel havde vi da et ønske om, at hofterne intet fejlede, og at hun frit kunne sprælle løs med sine tykke små ben.

Oven i Karens hoftedysplasi havde Morten og jeg 10 måneder før Karens ankomst rykket teltpælene op fra København og flyttet tilbage til vores begges barndomsby Ringsted. Vi fandt et vidunderligt hus, som vi kastede vores kærlighed over. Vi rev ALT ud og stod (næsten) kun tilbage med ydervæggene på vores 168 kvm store hus – inklusiv 67 kvm kælder, 50 kvm garage og et anneks. Det var en LANGT større opgave end nogle af os nogensinde havde regnet med, på trods af Morten er håndværker og vi sammen har renoveret en lejlighed før. Det var så store en opgave, at da Karen kom til verden, havde vi stadig soveværelse i stuen, meget af huset var TOTALT ubeboeligt, og vi havde bad og toilet i en skurvogn uden for huset. I hele min barsel rendte jeg på de samme kvadratmeter HELE tiden og blev mere og mere skør af, at vores hjem var så midlertidigt, og at jeg følte, at alt omkring os “sejlede”. Alle weekender, fridage og frirum gik for Mortens vedkommende næsten altid med at renovere. Selvfølgelig var vi sammen som familie, og Morten var også en masse sammen med Karen. Men jeg følte mig SÅ ofte alene med Karen, når Morten endelig havde fri, fordi vi naturligvis var nødt til at komme videre med husrenoveringen. Hverdage og weekender flød sammen, og der var ofte ikke meget og glæde sig til. Det så måske nemt ud udefra… Vi gik til ALT muligt mig og Karen. Babysvøm. Efterfødselsyoga. Babyrytmik. Mødregruppe. Men i princippet holdt jeg mig ovenvande. Uden og vide det. For jeg skulle UD af huset. Jeg følte mig kvalt. Jeg husker, hvordan folk pointerede, hvor overskudsagtig min barsel så ud. Og egentlig gjorde det mig flov.

Ikke i starten. For i starten gjorde jeg det ikke for at “komme ud af huset”. Der var det dejligt og komme ud og lave noget med Karen. Jeg havde det skønt! Men som tiden gik, da jeg begyndte og få det skidt, var det et forsøg på at tage iltmasken på først. Selv. Med Karen på armen.

De første måneder af Karens liv ramte moderskabet mig som sådan ikke (på den dårlige måde). Det hele var nyt. Jeg var høj på at have født et barn. Høj på at være blevet mor. Høj på vi var blevet en familie.

Men pludselig ramte hverdagen mig. Som et vådt håndklæde i hovedet. Jeg havde svært ved at sige præcis, hvad det var… Nok en kæmpe cocktail af MANGE ting:

Vi gik fra “bare” at være Morten og mig til at være en familie på 3
Karen fik konstateret hoftedysplasi og MANGE bekymringer fulgte med det
Vi boede ikke længere i den lille lejlighed i København men i et KÆMPE hus i Ringsted
Vi stod (og står) midt i en KÆMPEstor renovering, hvor jeg aldrig føler, vi med god samvittighed “bare kan være en familie”. Der er altid noget, der kan og skal laves
Vi havde aldrig ”voksen-tid” alene om aftenen, fordi vores soveværelset var i stuen, hvor Karen blev puttet.
… og ej at forglemme dét at skulle være noget for nogen (hvad der føles som) HELE tiden, og aldrig sådan RIGTIG huskede at være noget for MIG

Ved Karens 8 måneders sundhedsplejerskebesøg i februar besluttede jeg mig for at snakke med sundhedsplejersken. Være ærlig, åben og sårbar om hele molevitten. Og hun fortalte, hvad jeg nok godt allerede vidste: at jeg havde en efterfødselsreaktion. Det gjorde ingen forskel, at der kom et “label på”. Og så alligevel gjorde det. For måske jeg på en eller anden måde bedre kunne trække vejret. At alle mine “tunge tanker” sommetider “var der af en årsag”.

Jeg havde nogle gode snakke med sundhedsplejersken, og jeg henvendte mig også til min egen læge. Jeg blev henvist af min læge til en psykolog, men der var LANG ventetid, hvis man skulle have en, der gav tilskud fra det offentlige. Så jeg afventede lidt. Min sundhedsplejerske henviste mig også til ”åben anonym rådgivning”, hvor man kunne få nogle samtaler. Men røret blev taget af en forfærdelig medarbejder, som ikke kunne se, hvordan de 3-5 samtaler, de kunne tilbyde, skulle være nok til at hjælpe mig. Og det skulle jeg heller ikke bede om med den attitude, jeg blev mødt af.

Og pludselig gik tiden. Vi nærmede os maj måned, og mange ting begyndte at gå op i en højere enhed på én gang:

Vi flyttede soveværelset ud af stuen og ind i annekset (for 1. salen, hvor vi skal have værelser, var stadig ubeboelig)
Karen begyndte og blive puttet, før vi selv gik i seng, og vi fik noget “voksen-tid” alene om aftenen
Karen var så småt begyndt i vuggestue
Morten havde 3 ugers ferie

Alt dét gjorde, at jeg begyndte og kunne få lidt mere luft. At der var udsigt til en ny type hverdag. Og så havde jeg et par opfølgende samtaler med sundhedsplejersken. Og dét at sætte ord på overfor hende: hvordan jeg havde det 3 måneder efter min efterfødselsreaktion første gang blev konstateret. Det gjorde det synligt for mig, hvor meget jeg faktisk havde rykket mig. I DEN GRAD rykket mig fordi jeg var begyndt at være åben omkring mine følelser, og om hvad jeg mærker. Åben i min dagligdag. Det har hjulpet mig langt mere, end jeg troede, det ville.

Nok synes jeg det var hårdt, at Karen var begyndt i vuggestue. At vi var i gang med indkøring. Men… jeg havde virkelig også glædet mig. Jeg er mor, men jeg er ikke KUN mor, og det begyndte jeg at mærke der. Jeg kom langsomt tættere og tættere på at være “mig” igen.

MEN. Midt juli startede jeg på arbejde igen efter barsel. De første par uger gik fint. Hamsterhjulet gik i gang. Og jeg tænkte egentlig ikke videre over det. Men pludselig tog jeg mig selv i at sidde på gulvet derhjemme. Hulkende. Og jeg græd. Og græd. Og græd. Og jeg kunne slet ikke stoppe igen. Alle mine følelser fra foråret kom bragende frem igen. Jeg kunne ikke sætte ord på, præcis hvad det var, der gjorde det. Men pludselig greb min efterfødselsreaktion fat igen, som den havde gjort det før. Jeg afventede en måneds tid. Håbede og krydsede fingre for det gik i sig selv. Men pludselig kunne jeg knapt nok huske, hvordan det føltes og have det godt igen. Sådan RIGTIG godt. Helt ned i maven. SÅ jeg tog en beslutning. Om at få noget hjælp professionelt, så jeg kunne få det rigtig godt igen. Den professionelle hjælp jeg aldrig fik i foråret. Det krævede ENORM selvindsigt at nå dertil.

Jeg startede til psykolog ugen efter jeg besluttede mig for, at jeg skulle have noget hjælp. Jeg fandt en psykolog uden om det offentlige, så jeg undgik den lange ventetid, der fik mig talt fra det i første omgang sidste gang. Og Morten og jeg startede som par i en efterfødselsreaktionsgruppe gennem sundhedsplejen (et tilbud der var på pause, dengang jeg blev screenet for en efterfødselsreaktion i februar).

Det var ikke fordi jeg var ked af det HELE tiden. Men jeg var ked af det i højere eller mindre grad (næsten) hver dag på et eller andet tidspunkt. Uden helt og vide hvorfor. Jeg havde meget kortere lunte. Mindre tålmodighed. Og jeg kunne rumme langt mindre. Mit overskud til ALT i hverdagen var minimeret enormt og selv den mindste ting kunne virke dybt uoverskueligt. Sådan var det også første gang.

Jeg var og ER godt klar over, at dét at blive “ramt” af en efterfødselsreaktion er helt tilfældigt og kan ramme ALLE. Men jeg tror, for mit vedkommende, at jeg tænkte og tænker ALT for meget over tingene. Det har jeg altid gjort. Og den kuffert vi har fyldt op med projekter herhjemme: der var lynlåsen ved at springe.

Jeg elsker den propfyldte kuffert. For vi har gang i mange fede ting. Men andre dage hader jeg den til ukendelighed. Og jeg kunne have enormt svært ved og navigere mellem de to følelser. Og så flød bægeret MONSTERhurtigt over. 100 gange hurtigere end jeg nogensinde har været vant til. Og lige netop dét karakteriserede min form for efterfødselsreaktion.

Her 5 måneder efter jeg mærkede til min efterfødselsreaktion igen, begynder jeg at være et bedre sted nu. Men jeg er SÅ opmærksom på følelsen af “når bægeret er ved at flyde over”. Heldigvis har jeg lært at navigere bedre i det nu. Jeg har fået nogle rigtig gode redskaber ned i min kuffert.

Jeg tror aldrig, jeg har haft det så skidt, som da jeg var på mit værste i min efterfødselsreaktion. Og når man er helt nede og skrabe er det svært at række ud. Så dem der gjorde det for mig – og blev ved med at gøre det – det var uvurderligt! For jeg kunne ikke selv. Jeg kunne simpelthen ikke.

Hvis du selv står i en lignende situation så tal for pokker om det. Det lyder nemmere sagt end gjort, men det hjælper. Sig det højt, vær’ sårbar og ærlig. Start med din partner, veninde, mor eller hvem du har nær. Og tag så langsomt skridtet videre derfra. Skridtet videre for mit vedkommende var sundhedsplejerske. Så læge. Så psykolog og efterfødselsreaktionsgruppen. Måske du føler du aldrig bliver DIG igen. Men VID at det bliver bedre. Tag hånd om dig selv og ræk ud, hvis lortet sejler. Det bliver KUN bedre af at åbne op. Det tør jeg (næsten) skrive under på. Og hvis du er pårørende: så spørg ind. Og bliv ved med at spørge ind. Det kan føles umuligt at række ud, når man selv er nede at skrabe bunden.

Jeg er på ingen måde i mål. Det mærker jeg tydeligt. Ikke længere dagligt, men ofte. Men jeg kommer langsomt tættere og tættere på at være “mig” igen. Regn kommer før regnbuer, og det hele skal nok blive HELT godt igen.

Efterfødselsreaktion

Lauras efterfødselsreaktion

Skriv en kommentar Annuller svar