admin

Efterfødselsreaktion Lauras efterfødselsreaktion Klokken 16.04 d. 20. juli 2022 kom Karen til verden på den næstvarmeste dag i Danmarkshistorien. Vidunderligt. Magisk. Livsændrende. En smuk fødsel og en god oplevelse for alle parter. Karen blev tjekket, jeg blev tjekket: alt var godt. Og jeg havde kun behov for et par enkelte sting. Efter et par dage på barselsgangen kom vi hjem til vores hus i Ringsted. Hjem til et kæmpe renoveringskaos, fordi vi var i gang med at totalrenovere vores hus, som vi havde købt 10 måneder forinden. Og hjem til det hjem vi ikke havde været i siden, det bare var mig og Morten. Nu var vi pludselig en lille familie på 3. Vi havde fået en ny beboer med hjem, som vi med ét skulle finde ud af, hvordan vi tog os af. Jeg er uddannet sygeplejerske og har i mange år arbejdet som børnesygeplejerske. Men at få mit eget barn og at blive nogens mor: det var alt andet, end noget jeg var uddannet i. Morten er uddannet murer og DET er alt andet end at være uddannet i småbørn. Det vigtigste job i vores liv stod vi og var ikke uddannet til, men skulle lære hen ad vejen. Og det gjorde vi. Og hold kæft hvor gjorde vi det godt. Vi udgjorde et SKIDEgodt team. Amningen kørte. Karen havde det vidunderligt. Ugerne gik, og vi begyndte at falde til på vores nye “job”. Morten startede på arbejde igen, og jeg trissede rundt alene derhjemme med Karen. Selvfølgelig havde vi vores udfordringer, men ikke noget udover det sædvanlige. 7 uger efter hendes fødsel d. 6. september skulle vi en tur forbi Holbæk Hospital til et tjek af hendes hofter. Ikke fordi der var noget der tydede på, at hendes hofter fejlede noget, men fordi Morten som barn havde hoftedysplasi, og der er en vis grad af arvelighed i det. Så for en sikkerheds skyld skulle det tjekkes. “No problem! Den klarer vi også” tænkte jeg inden afgang. Og jeg var så sikker i min sag, at jeg tog afsted til hospitalet med Karen alene. Men til vores store overraskelse, selvom vi selvfølgelig vidste, der var en risiko, fik vi efter ultralydsscanningen beskeden om, at Karen havde dobbeltsidig hoftedysplasi. Dette betød i praksis, at hendes lårbenshoved kunne glide ind og ud af hofteskålen og uden behandling, ville hun kunne ende med en masse hofteproblemer senere i livet. Så beskeden blev, at hun i 6 uger skulle i en skinne, som placerede hendes hofter i en “frøstilling”. Skinnen måtte kun komme af ved bleskift og bad. Selvom vi var glade for, at hoftedysplasien blev opdaget, og at hun hurtigt kom i behandling, blødte mit hjerte. Jeg oplevede, at hun var plaget af skinnen. Om det mest af alt handlede om mine følelser, eller om hun reelt VAR påvirket, var svært at vide. Og JEG var plaget af skinnen. Jeg var plaget af hun var så “stor” og bære rundt på. At hun ikke kunne sprælle med benene, som hun ville. Alt det praktiske der fulgte med at have skinnen på. Og at jeg følte, min datter var anderledes end alle andre babyer, vi mødte på vores vej. Da vi skulle til tjek 6 uger efter, havde jeg en mavefornemmelse, der sagde mig, at skinnen ikke kom af. Ikke at jeg havde noget at have det i, for normalvis kom den af efter 6 uger. Og rigtigt nok: “Hun skal desværre have skinnen på lidt endnu” sagde lægen, imens han scannede Karen. Og tårerne løb ned ad mine kinder. “Men som børnesygeplejerske ved du også, at din datter kunne fejle en masse ting, der ville være så meget værre…” sagde han også. Og det havde han selvfølgelig ret i. Men det gjorde det ikke nemmere i øjeblikket. Karens hofter havde responderet på skinnen. Men ikke helt, som de gerne ville have. Så Karen blev skinnen rigere i yderligere 3 uger. Selvfølgelig var vi heldige. Men sådan synes jeg det kan være svært at gøre ting op. For selvfølgelig var vi taknemmelige for, at vi havde en ellers sund og rask lille pige. Men alligevel havde vi da et ønske om, at hofterne intet fejlede, og at hun frit kunne sprælle løs med sine tykke små ben.Oven i Karens hoftedysplasi havde Morten og jeg 10 måneder før Karens ankomst rykket teltpælene op fra København og flyttet tilbage til vores begges barndomsby Ringsted. Vi fandt et vidunderligt hus, som vi kastede vores kærlighed over. Vi rev ALT ud og stod (næsten) kun tilbage med ydervæggene på vores 168 kvm store hus – inklusiv 67 kvm kælder, 50 kvm garage og et anneks. Det var en LANGT større opgave end nogle af os nogensinde havde regnet med, på trods af Morten er håndværker og vi sammen har renoveret en lejlighed før. Det var så store en opgave, at da Karen kom til verden, havde vi stadig soveværelse i stuen, meget af huset var TOTALT ubeboeligt, og vi havde bad og toilet i en skurvogn uden for huset. I hele min barsel rendte jeg på de samme kvadratmeter HELE tiden og blev mere og mere skør af, at vores hjem var så midlertidigt, og at jeg følte, at alt omkring os “sejlede”. Alle weekender, fridage og frirum gik for Mortens vedkommende næsten altid med at renovere. Selvfølgelig var vi sammen som familie, og Morten var også en masse sammen med Karen. Men jeg følte mig SÅ ofte alene med Karen, når Morten endelig havde fri, fordi vi naturligvis var nødt til at komme videre med husrenoveringen. Hverdage og weekender flød sammen, og der var ofte ikke meget og glæde sig til. Det så måske nemt ud udefra… Vi gik til ALT muligt mig og Karen. Babysvøm. Efterfødselsyoga. Babyrytmik. Mødregruppe. Men i princippet holdt jeg mig ovenvande. Uden og vide det. For jeg skulle UD af huset. Jeg følte mig kvalt. Jeg husker, hvordan folk pointerede, hvor overskudsagtig min barsel så ud. Og egentlig gjorde det mig flov. Ikke i starten. For i starten gjorde